Det var efter en af de jævnlige lange snakke med min søster, snak om ingenting - social small talk – at jeg pludselige kunne se det hele klart.
I hele vores liv har hun faktisk ikke kendt sin lillesøster – mig.
Og det er hovedsagelig fordi, min søster aldrig har spurgt ind til mit liv, aldrig har vist den ringeste interesse for mit liv. Jeg har altid troet, at hun ikke spurgte ind til det, fordi hun betragtede sin lillesøster som lidt pinlig. Pinlig fordi hun ikke er som de andre, og altid har gået sine egne veje, for at finde ud af livets mysterier.
Men her ser det ud til, at jeg helt tog fejl. For det var netop hvad jeg erkendte efter samtalen forleden: hun kender heller ikke sine egne børn. For her forleden spurgte jeg om, hvad grunden var til, at den ene datter nu er blevet skilt. Det havde min søster ingen anelse om. Det samme med hvorfor hendes to døtre aldrig har fået børn (altså min søster har ikke den glæde at være mormor, og nu er det for sent), Heller ikke her ved hun hvorfor, de ikke har fået børn. Ved ikke om de har valgt det fra, eller har haft biologiske problemer. For hun har aldrig spurgt dem.
Hvor går grænsen mellem at blande sig og at være interesseret i en andens liv?
Min søster og jeg er vokset op med en mor, der blandede sig i ALT. Hun var værst ved min søster, nok fordi jeg altid var meget mere selvstændig og kunne sige fra. eks. blandede vores mor sig i, hvem min søster var - eller ikke var - kæreste med. Kunne hun da ikke ha’ giftet sig med en af de seminarister, hun havde kærestereret med. Skulle det absolut være en ussel mekaniker (en i øvrigt talentfuld ung mand, som senere blev lærer og afdelingsleder på en teknisk skole). Han var ikke velkommen, og det blev der ikke lagt skjul på.
Men er vi blevet så bange for at blande os, at vi blot kører en tyk social facade, hvor vi kun er i meget overfladisk kommunikation med hinanden? Så tyk at man faktisk kan ha’ kendt hinanden i en hel menneskealder og så alligevel ikke kender hinanden ?
Jeg kan huske mine svigerforældre fra mit første ægteskab. De gjorde faktisk en dyd ud af ikke at blande sig. Aldrig spurgte de ind til noget ej heller hvorfor, jeg havde besluttet at går fra deres søn. Der burde da ellers være et relevant spørgsmål.
Men jeg tror mange føler sig på meget, meget usikker grund, når det kommer til snak, der stikker dybere end det sociale. Man vil ikke blande sig ! Måske bliver den anden sur. Måske kommer man til at sige noget forkert. Og der er også noget, der hedder privatlivets fred, osv, osv.
Men det er en stor misforståelse. Vi skal interessere os for hinanden. Vi er alle del af et større fællesskab, for livet kan ikke leves alene. Vi kommer alle hinanden ved. Og ofte når man beretter om noget dybere til en anden, ser man selv pludselig løsningen på et problem.
Men vi skal blande os på den rigtige måde.
Og her går grænsen mellem at blande sig og være interesseret i vores børn og medmennesker.
Hvordan griber man så denne kunst an ?
Ja, det er faktisk en kunst. En kunst hvor man ind imellem må lægge bånd på sig selv.
Måske tør man ikke spørge, for man har tidligere erfaringer, hvor det endte helt galt, som det gør i mange familier, så galt at det er en prøvelse at være sammen f. eks. i julen.
Men man undgår helt at den anden føler, at man blander sig, ved at stille interesserede spørgsmål, spørgsmål der viser at den andens liv, ve og vel betyder noget for en. Og så LYTTER man. Uden at evaluere ! LYTTER uden at kritisere. Og løbende tilkendegiver at han/hun er blevet hørt.
Hvis der er noget, man måske ikke er enig i, så i stedet for at tromle den anden ned med hvor forkert det er, så spørg ind til det. Få mere at vide om det. Tell me about it, som er en amerikansk venindes omkvæd, når eleverne har gjort et eller andet, der måske ikke er så godt eller har problemer. Eller interesserer sig for noget, som vi ældre synes er helt i skoven. Tell me about it, sagde hun til en elev, der synes heavy metal music bare var toppen. Og hun fik en indsigt som aldrig før og faktisk en efterfølgende interesse. Og naturligvis et venskab uden lige.
Og du vil blive forbløffet over, hvor positivt din interesse for den anden vil blive modtaget. Folk er så uvant med, at der er nogen, der interesserer sig lige netop for dem, stiller spørgsmål og lytter. Og efter sådan en samtale, hvor kommunikationen faktisk næsten kun er gået i den ene retning, og man selv blot lyttede, så vil den anden sidde tilbage med følelsen af, at man er vel nok en flink fyr, et behageligt menneske at være sammen med.
Og det gælder naturligvis også vores elever/børn. Lad være med at bebrejde, gøre dem forkert på den, tromle dem ned. Spørg dem snarere om, hvad de selv synes om det der, de har gjort. Ville de selv gerne behandles sådan ? Hvad kan han gøre, for at gøre det godt igen? Tell me about it.
Det skaber tryghed, og det er der, vi skal hen.
I bogen Dianetik 55, skriver L. Ron Hubbard følgende: I temmelig mange år stillede jeg spørgsmålet: ” At kommunikere eller ikke kommunikere?” Hvis man bringer sig selv i så store vanskeligheder ved at kommunikere, så bør man naturligvis holde op med at kommunikere. Men det er ikke tilfældet. Hvis man bringer sig selv i vanskeligheder ved at kommunikere, så skal man kommunikere yderligere. Mere kommunikation, Ikke mindre kommunikation, er svaret. Og efter et kvart århundrede med efterforskning og overvejelser betragter jeg denne gåde som løst.