FEGU Vejle Læseskole

Ørstedsgade 33 st. th.

7100 Vejle 

Tlf: 40 46 09 47

Skoleleder 

Ulla Laursen

 

Solskinshistorier

"På grund af at jeg ved, at der findes mange forældre i samme situation som os, ønsker jeg at gøre opmærksom på et godt alternativ, der hedder FEGU. Emnet er læse/staveproblemer. 

Jeg har to børn; en dreng på 10 år og en pige på 15 år. Vores dreng har haft læseproblemer lige fra 1. kl., hvorimod vores pige kun havde staveproblemer. Hun havde især problemer med at sætte de rigtige endelser på ordene. Skolen satte godt nok ind med at give vores dreng ekstra læsning fra 2.kl., men det hjalp ligesom ikke rigtig. Vi kunne ikke mærke fremgang. Da han ellers er kvik m.h.t. matematikken, begyndte der nu også at blive problemer her, idet han fik tekststykker. 

Da vi så så en annonce fra FEGU i Vejle, besluttede vi os til at forsøge dette, både med drengen og pigen. Det har været et meget positivt forløb. I dag går det meget bedre med vores dreng. Han mangler nu blot en rutine, der kommer ved at bruge læsningen dagligt. Vores datter har fået sat grammatikken på plads, da hun nu ved hvordan endelserne skal være og hvorfor. For kort tid siden fik hun et tital i stil. Vi kan anbefale FEGU til andre i samme situation."

Elinor Nielsen fra Fredericia


 

"Hermed en stor tak til Ulla der har FEGU-læseskole i Vejle. Hun underviser børn med stor interesse, tålmodighed og glæde. 

Da min søn gik i 6 klasse, havde han læseproblemer. 

Vi kom til en test og min søn lå på 2-3 klasses niveau i læsning. Min søn syntes selv at det var et problem ikke at kunne læse, for når han fik SMS’er fra pigerne, måtte han have sin mor til at læse dem og svare retur, for det kunne han ikke. 

Han startede hos Ulla i Vejle og gik 2+2 timer om ugen. 

Når han var til undervisning, var der aldrig nogle problemer. Han blev altid i godt humør af at være der. Efter at han havde gået til undervisning i et stykke tid, sagde min mor at hun kunne mærke forskel, at han var blevet mere glad i det daglige. Når der har været problemer i skolen, har min søn kunne snakke med Ulla om det og hun har kunne hjælpe ham med at sætte ord på og gøre noget ved det. 

Vi er blevet hjulpet meget af Ulla, også selv om min søn har fået konstateret lettere DAMP og Tourettes Syndrom. Ulla har ikke mærket noget til det i undervisningen hos hende. Min søn har stor respekt for Ulla og er meget glad for at gå hos hende. 

For os har det været en meget positiv oplevelse og vi har valgt også at give lillebror timer hos Ulla."

Hanne Hansen


 

"Ulla - jeg kan helt klart anbefale dig. 

Min søn fik en kæmpe hjælp hos dig for mange år siden. Når vi kørte hjem, sagde han: "Bare det var så sjovt at gå i skole." 

Samtidig med at det var sjovt, så lærte han en masse - jeg overværede flere gange selv din fantastiske undervisning. Jeg så også, hvordan en anden ung mand, der var meget forsagt og genert i starten, fik selvtillid og blev glad for at lære og strålede, fordi han lærte mere og mere. Du fortjener i øvrigt en STOR TAK for alt det du gør for andre mennesker."


 

 

"Hvad gør man lige, når man syntes at det går lidt trægt med læsningen? 

Man kan vælge at lade stå til og tænke, det bliver nok bedre. Man kan også tage skeen i egen hånd og søge muligheder. Det er jo ikke et tabuemne, at man måske ikke er så god til at læse, man har bare nogle andre kvaliteter. Jeg havde gennem en bekendt hørt om Fegu i Vejle, da hendes søn havde gået hos Ulla, og var blevet rigtig glad for at læse.

Vi tog ned til Ulla lige inden sommerferie og fik en læsetest, og startede op med det samme. Min søn var på det tidspunkt 9 år. Det smarte var at han kunne bruge lidt af sommerferien på at komme i gang. 2 timer om formiddagen. Vi bor i Hedensted, men min søn var med på at tage toget til Vejle, og så cykle/gå ned til Ulla og retur igen. Han er rigtig god til at finde vej, og havde inden længe fundet en bedre vej, end den vi havde øvet. Han har gået hos Ulla i lidt over et år, og har hver gang selv taget toget til Vejle, hvilket også gør, at han sagtens selv kan tage toget til Herning, når han skal besøge bedsteforældrene. For os var den en stor hjælp at han selvstændigt kunne transportere sig.

Han har rykket sig en del på det år han har gået hos Ulla, fået nogle gode værktøjer til at dele ord, og derved bedre læse de rigtig svære ord. Hos Ulla foregår det i barnets tempo. Ulla har en evne til at vide hvornår hun skal presse på, men også mærke de dage hvor det ikke nytter noget. Eleven og Ulla udvikler et særligt venskab vil jeg kalde det. De kan drille hinanden og sige nogen ting hvor man som forældre tænker, det sagde du bare ikke, men begge ved godt at det er ”humor”. Mor, kan du ikke tage lidt humor….Ulla kan sagtens være skrap, men på en god måde.

Efter ca. et år tog min søn en test igen, hvor han havde forbedret sig en del, men hvor han manglede hurtighed. Vi lånte bogen med hjem og gennemgik den et par gange. Jeg vil sige at man som forældre også fik noget ud af det, der var mange regler som man fik forklaring på, og fif til at dele ord med f.eks Ole reglen. Jeg kan sige at der blev barberet en del tid ned ved næste test.

I skolen var der en på et tidspunkt en, der havde kommenteret, at min søn jo ikke var så god til dansk, men hvor hans lærer havde sagt, at han til en hver tid kunne klare de andre i grammatikken. Han har total styr på konsonanter, vokaler, hvor ordet skal deles, og på endelser. Jeg overbevist om at det er Fegu/Ullas fortjeneste. 

Hvis du som forældre, syntes at der skal lidt mere til, så kan jeg varmt anbefale at prøve Fegu metoden hos Ulla. Det er et sted hvor der stilles krav, men hvor det også er sjovt at være. Hvis man selv ønsker det, kan man som forældre også få lidt hjælp til hvad der er godt at gøre. Vores unge mand har måske lidt svært med at koncentrere sig. Vi har fået at vide, at for ham er det bedst, at sidde ved et bord med bogen, og ikke et sted hvor man lige kan komme til at blive distraheret af legetøj, blyanter, ting mm. Det nytter heller ikke noget at sige, at vi skal læse i ½ time, så hellere sige 10 sider, ud og lave noget andet, og så ind og læse lidt mere. Vi forsøger at få læst næsten hver dag, vores ritual er at når det er sengetid, så sidder vi i sengen, og så læser min søn først for mig, og bagefter læser jeg for ham. Det er også hyggeligt. Det er rigtig vigtig at holde læsningen ved lige, og lige minde om, at ved de svære ord, skal du lige bruge blyantsmetoden.

Stor tak til Ulla"

Hilsen Mette B. Bendtsen